torsdag den 8. december 2011

Kernestykker

Gode både som madpakkebrød og morgenboller, de mætter helt utroligt. Jeg fik 12 stk. ud af dejen her, men næste gang vil jeg lave dem lidt højere så jeg kun får 9 stk, da jeg syntes ´mine blev lidt for lave :)
Der skal bruges hvedesurdej i opskriften, har du ikke sådan én, kan den findes her på min blog.
Lav dem i god tid, da dejen skal stå køligt i 12 timer.


Opskriften har jeg fundet på hendesverden.dk

Opskrift på 9-12 stk.

  • 2 dl. knækkede rug el. hvedekerner
  • 2 dl. boghvedekerner ( eller skårne rugkerner)
  • 1 dl. grahamsmel
  • 4 dl. lunkent vand
  • 1 portion hvedesurdej (3 dl.)
  • 10 g. gær
  • 350 g. hvedemel
  • 2 tsk. salt
  • 1 sammenpisket æg
  • 1 dl. solsikkekerner
Kog rugkerner, boghvedekerner og grahamsmel op i vand ca. 1 min. og afkøl det, til det er lunkent.
Obs. Jeg havde ingen boghvedekerner, så jeg brugte istedet skårne rugkerner.
Bland kerneblandningen med surdej og gær, så gæren er helt opløst.
Tilsæt hvedemel og salt, ælt dejen sammen, den skal stadig være fugtig og lidt klistret.
Lad dejen hæve ca. 10-12 timer i køleskab.

Tag dejen ud af køleskabet, og lad den stå 1 times tid. Rul dejen ud på et meldrysset bord til en firkant ( ca. 2 cm. høj). Skær 9- 12 tern ud og fordel dem på bagepapir.
Lad dem efterhæve 20 min. Pensl med sammenpisket æg og drys med solsikkekerner.

Bag dem i ca. 25 min. ved 200 grader på miderste rille.




skåret til firkanter


Ingen kommentarer:

Send en kommentar