fredag den 22. juni 2012

Tærte med kylling, bacon og tomat



Det er bare altid så nemt at lave tærter, og en god idé hvis man har rester i køleskabet og man ikke lige ved hvad det skal bruges til. Den her tærte med kylling, bacon og tomat, var et rigtig godt match. Kan godt lide når der er kød på tærten, f.eks. kylling eller skinke er rigtig godt at komme på tærter. Vi fik friske grønne aspars til og en hvidløgs dip.

Opskrift på tærte m. kylling, bacon og tomat, til 2-3 pers. 26 diameter:
  • Grov tærtedej:
  • 100 g grahamsmel
  • 100 g hvedemel
  • ½ dl rapsolie
  • ca 1 dl vand
  • 1 tsk salt
  • Fyld til tærten:
  • 120 g. kogt kyllinge filet
  • 6-8 skiver stegt bacon, skåret i mindre stykker
  • ca. 10 stk. cherrytomater
  • 1,5 dl madlavningsfløde
  • 3 æg
  • salt
  • friskkværnet peber
  • 1 håndfuld revet ost
Bunden: Bland melet med olien og saltet, kom det vand i som dejen kan tage, ca 1 dl. og ælt det let.
Smør en tærteform på ca. 26 cm i diameter og tryk dejen ud i formen med fingerne og op af kanterne.
Prik tærtedejen med en gaffel ca 10 gange og forbag tærten i ca. 15 minutter i en 200 grader varm ovn.

Tærten: Den kogte kyllingfilet skæres i små ternninger og den stegte bacon kommes på tærtebunden sammen med de tomaterne som er skåret 1 gang over. Bland fløden med æggene og tilsæt salt og peber til æggemassen, hæld æggemassen henover tærten og drys med revet ost. Sæt i den 200 grader varme ovn i ca. 35-40 minutter. Tag den ud og drys med purløg.

onsdag den 20. juni 2012

Grillet hvidvins ørred m. urtedressing & nye danske kartofler



Det er ikke så tit vi griller fisk på weberen, men det gjorde vi altså med denne store ørred, det var meget vellykket, kødet var mørt og saftigt, dog smagte det ikke meget af grill. Fisken havde ligget og trukket i hvidvinen i et stykke tid, sammen med en masse frisk timian, man kan jo komme de krydderurter ind i fisken som man selv syntes. Så havde den selvfølgelig også fået citronskiver i, som giver en dejlig frisk smag til fisken.

Opskrift på grillet hvidvins ørred til 4 pers:
  • 1 hel ørred ca. 1 kg
  • 1½ dl hvidvin
  • et lille bundt timian ( eller de krydderurter du kan lide)
  • ½ citron i skiver
  • ½ tsk maldonsalt
  • friskkværnet peber
Min ørred var renset, og klar til at blive fyldt med det man ønsker. Krydrede den med en smule salt i bugen, samt friskkværnet peber. Så lagde jeg nogle citronskiver ind i bugen på fisken, samt en masse timian, man kan også klemme lidt citron ud på fisken. Lagde den klar på noget sølvpapir, så hældte jeg ellers hvidvin ind i den samt uden på den, så er det bare at få pakket sølvpapiret godt rundt om fisken.
Vi lagde den på webergrillen, først 15-20 minutter på den ene siden, derefter vendte vi fisken om på den anden side og gav den igen 15-20 minutter. Fisken er færdig når man let kan trække rygfinnen og skindet af.
Den er meget nem at skære ud i stykker, man trækker kødet ud fra midter benet, så glider kødet lige af.


Den store ørred


Den fyldte ørrde



Urtedressing til 4 pers:
  • 3 dl cremefraice
  • 1½ bundt dild, Skåret i mindre stykker
  • ½-1 bundt purløg, klippet i mindre stykker
  • 1/4 citron, saften derfra
  • 1/4 maldon salt
  • friskkværnet peber
Bland alle de overstående ingredienser sammen til dressingen. Dressingen har rigtig godt af at stå minimum 1 time eller mere, da den trækker smag op, den smager ikke af så meget når den lige er lavet.

tirsdag den 19. juni 2012

Brunsviger



Her kommer så opskriften på brunsvigeren jeg skrev om i forige indlæg. Den er rigtig god, uden at være alt for snasket, men har en dejlig sprød top af farin blandingen. Det er ihvet fald den bedste brunsviger jeg kender til, og bedre end bagerens :)

Opskrift på 1 brunsviger til en bradepande på ca. 25x30 cm:
  • 30 g smør
  • 2 dl sødmælk
  • 25 g gær
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 spsk sukker
  • ca. 350 g hvedemel
  • Fyld:
  • 100 g farin
  • 100 g blødt smør
Skær smøret i små terninger og kom det op i en røreskål. Varm mælken op og kom den over smørret, rør rundt til smørret er smeltet og lad det køle af til køkkentemperatur. Rør gæren ud i mælken og tilsæt salt, kardemomme og sukker, rør til det er opløst.
Tilsæt lidt mel af gangen, det er ikke sikkert det hele skal bruges. Stop med at komme mere mel i, når dejen  akkurat lige slipper skålen og er elastisk og ælt den godt igennem. ( jeg brugte kun 320 g mel) Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca 1 time til den begynder at hæve op.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og beklæd en bageform med bagepapir og pres forsigtigt dejen ned i formen, så den ligger helt ud til siderne.
Rør det bløde smør med farin og bland det godt sammen og fordel det over dejbunden. Lad den nu efterhæve til dobbelt størrelse.
Bag den midt i en 225 grader varm ovn i ca. 15 minutter. Køl den lidt af og spis den lun.

Gammeldaws franskbrød




Uhm det er altså dejligt med et stykke lyst hvedebrød, med masser af smør på.
Så bagte det her lyse franskbrød, til eftermiddags kaffen, med en ordentlig klat smør på..mums :o)
Bagte den skønneste svampede brunsviger til efter brødet, den var lige tilpas, kan ikke med hvis der er alt for meget snask på. Men her kommer opskriften på franskbrødet.

Opskrift på 2 gammeldags franskbrød med birkes:
  • 6 dl sødmælk ( kan erstattes af letmælk)
  • 50 g gær
  • 50 smør smeltet
  • 2 tsk sukker
  • 2 tsk salt
  • 1 kg hvedemel
Lun mælk og fedtstof til det er lunkent og rør gæren heri. Tilsæt, salt og sukker og rør til det er opløst.
Tilsæt melet lidt af gangen, det er ikke sikkert at det hele skal bruges, dejen må endelig ikke blive for tung.
Ælt dejen til den er smidig og glat og stil den til hævning i 30 minutter med et viskestykke henover.
Når dejen har hævet, så hældes den ud på et meldrysset bord og formes til 2 brød, som igen skal efterhæve i 30 minutter. Når de har hævet så ridses de på skrå og pensles med æg.
Bages i midten af en 200 grader varm ovn i ca. 35 minutter. Lad dem køle af i 30 minutter, inden der skæres i brødene.

lørdag den 16. juni 2012

Luftige mogenstykker m. blå birkes




Så fik jeg endelig prøvet Amo´s nye melsorter som jeg havde købt for et stykke tid siden, nemlig Evolo og Vinjett. Det var ligesom om at brødet hævede bedre op og der var en god smag i brødet.
Jeg bagte nogle morgenboller med blå birkes og min opskrift kommer her.

Opskrift på luftige morgenboller med blå birkes, 11 stk.:
  • 40 g gær
  • 1½ dl vand
  • 1½ dl mælk
  • 3 spsk rapsolie
  • 1 æg
  • 2 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 75 g evolo rugmel
  • 75 g vinjett fuldkornsmel
  • ca. 400 g vinjett hvedemel
  • blå birkes til drys
Lun mælk og vand og rør det i gæren, tilsæt salt, sukker og olie og rør til det er opløst. Tilsæt ægget.
Rør først rugmel i, så fuldkornsmel og tilsidst hvedemelet, indtil du har en smidig og glat dej, men pas på med at komme for meget mel i. Ælt det godt igennem i ca. 5 minutter. Stil til hævning et lunt sted i 45 minutter.
Slå dejen ned på et bord og form lidt firkantede boller, som stilles til hævning i 30 minutter.
Pensel med sammenpisket æg og drys med blå birkes. Bages midt i en 200 grader forvarmet ovn i ca. 12-15 minutter.

fredag den 15. juni 2012

Drømmekage




Jeg har idag bagt drømmekage, det var nogle år siden sidst nemlig. Jeg brugte meyers opskirft, men efter min mening var der lige en ½ potion for meget fyld, så det har jeg reduceret ned på. Man skal vel egentlig også kunne smage bunden lidt :) Og bunden var vildt god, svampet og blød.
Min opskrift med ændringer kommer så her.

Opskrift på en drømmekage, til en bradepande på 18 x 27 cm.:

  • Dej:
  • 225 g rørsukker
  • 3 mellemstore æg
  • korn af en ½ vaniljestang
  • 187 g hvedemel
  • 2 1/4 tsk. bagepulver
  • 62 g smør
  • 1½ dl sødmælk
  • Topping:
  • 50 g smør
  • 75 g kokosmel
  • 75 g brun farin
  • 30 g rørsukker
  • 1/4 dl sødmælk
Dej: Forvarm ovnen til 200 grader. Beklæd formen med bagepapir.
Pisk æg og sukker lyst og luftigt, tilsæt vaniljekorn og bland det godt med. Sigt mel og bagepulver i æggeblandingen og pisk godt. Smelt smørret i en lille gryde. Tag gryden fra varmen og tilsæt mælken under omrøring. Vend denne blanding i resten af dejen. Fordel dej blandingen i den klargjorte form og bag den midt i ovnen i ca. 20 minutter.

Topping: Imens laves toppingen til kagen. Smelt smør i gryde, sammen med mælken. Tilsæt kokosmel, brun farin og rørsukker og lad det lige koge op under omrøring og tag det så af varmen.

Tag kagen ud af ovnen og skru ovnen op på 220 grader. Fordel kokosbladingen jævnt over kagen og lad kagen bage færdig i ca. 5 minutter.
Tag kagen ud af ovnen og lad den køle den køle helt af inden servering, eller spis den lidt lun.

torsdag den 14. juni 2012

Cremet bananis




Er blevet vild med at lave is i øjeblikket, det er nok årstiden. Har dog ingen ismaskine, men det fungere ok uden, ville dog gerne have en, da jeg har hørt at isen bliver mere cremet og luffig og så er man fri for at røre rundt i isen hele tiden. Den her bananis er rigtig god, uden at den smager for meget af banan, den er rigtig god med f.eks. chokolade sauce over.

Opskrift på cremet banan is ca. 1½ liter:
  • 5 dl sødmælk
  • ½ vaniljestang
  • 6 æggeblommer
  • 100 g sukker
  • 2 store bananer
  • 2½ dl piskefløde
Giv mælken et opkog og fjern den fra varmen. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og rør kornene i mælken, lad stangen trække i mælken i 10 minutter.
Pisk æggeblommer og sukker luftigt og lyst. Kom mælkeblandingen over æggeblandingen i en tynd stråle imens der piskes og rør det godt sammen. Kom det hele tilbage i gryden.
Giv det en forsigtig opvarmning mod kogepunktet under konstant omrøring. Det er meget vigtig man holder øje med det hele tiden. Når de første tegn på kogning viser sig i overfladen, tages gryden af blusset med det samme. Rør fortsat i den. Hvis man ikke følger denne proces meget nøje, ja så vil det altså klumpe!
Hæld massen tilbage i en ren skål, man kan evt. si mælkeblandingen, jeg gjorde ikke.
Nu skal blandingen køle helt af, kom den i køleskabet i ca. 1 -2 timer.

Skral bananerne og mos dem en gaffel, til det er ret fint. Pisk fløden til flødeskum. Kom bananmosen i den afkølede mælkeblanding og vend tilsidst flødeskummet i. Nedfrys med det samme og rør rundt hver ½ time, til isen begynder at blive som sofice konsistens.