torsdag den 16. august 2012

Trøffellagkage



Virkelig lækker trøffellagkage med dejlig creme i, og den er ret nem at lave. Har fundet opskriften i "byens bedste brød og kager af Rikke Gryberg" der er vildt mange gode opskrifter i denne bog. Jeg ændrede en smule i opskriften, som den ikke blev ringere af :)

Opskrift på trøffellagkage til 5 pers. rund form på 20 cm i dia:
  • 75 g smør
  • 100 g brun farin
  • 1 æg
  • 100 g mel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 25 g kakao
  • 50 g finthakket mørk chokolade 60 %
  • 50 g appelsinmarmelade
  • 1 dl kærnemælk
  • Fyld:
  • ½ brev dr.oetker vanilje kagecreme
  • 1,25  dl mælk
  • Trøffel til overtræk:
  • 1 dl piskefløde
  • 100 g mælkechokolade
  • Pynt:
  • 75 g hakkede hasselnødder
Trøffel: Start med at lave trøffelcremen. Kog fløden op og hak chokoladen og kom den i fløden og rør rundt til chokoladen er smeltet. Stil trøffelmassen til afkøling i fryseren i 1 time.

Kagen: Rør smør og brun farin sammen i en skål og tilsæt ægget. Sigt mel, vanilje, natron, bagepulver og kakao i smørblandingen under omrøring. Kom derefter chokolade og appelsinmarmelade i. Tilsæt tilsidst kærnemælken lidt ad gangen. Kom dejen i en smurt form.
Bag kagen ved 190 grader i 60 minutter. Tag kagen ud og lad den køle af. Flæk den i 2 bunde.

Opbygning af kagen: Pisk Dr. Oetker vaniljemousse med mælken og fordel cremen på den nederste bund. Læg den anden bund ovenpå.
Pisk trøflen ganske let. Fordel trøflen uden på lagkagen og pynt tilsidst med finthakkede ristede hasselnødder.
Opbevare på køl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar